Sagaen om Mom den Høje

I anledning af Momhøje Borgens indvielse er der blevet skrevet en saga om Mom den Høje og hans liv og oplevelser på egnen. Det er en historie om visdom, vilje, ære og kærlighed. Men også en historie om hvordan en genert og kejtet knægt, som selvom han kom fra små kår og hans opvækst var hårdt, kom han til at kaste en lang skygge, og gøre en kæmpe forskel for sin familie og egn.

 

Historien er skrevet af Birthe Skov Midtiby med hjælp fra sønnen Thorkild Skov, som udover at have givet en hånd med til fortællingen, også har stået for illustrationer til historien.

Sagaen om Mom den Høje findes her på siden, sammen med andet undervisningsmateriale hvor bla. også en læselet udgave af historien indgår. 

 

Go' fornøjelse

 

 

"En frostklar vinternat langt ude i skoven i et uanseligt, stråtækt skovhuggehus kom en lille dreng til verden. Han var fin og velskabt – et fuldendt lille menneske – Det var skovhuggerens første barn - Familien var fattig, men skovhuggeren og hans djærve kone havde længe ønsket sig et barn.

Skovhuggeren kikkede på det lille, nye menneske. At kikke ind i barnets øjne var som at se ind i en gammel vis mands øjne. En dyb taknemlighed over dette under varmede sjælen.

 

Stuen var kun oplyst af gløder fra ildstedet. Barselskonen stod tilfreds med hænderne i siden og et smil om munden. Det var gået godt, og det var ingen selvfølge på den tid. Skovhuggerkonen var en sej kvinde. Hun havde født sit barn i næsten stilhed. Det mørke, krøllede hår lå klistret til panden af anstrengelsens sved. En fredfyldt glæde fyldte nu hele hendes lille krop, mens hun nænsomt holdt sit endnu våde nyfødte barn tæt ind til brystet. Skovhuggeren var en høj, stærk, rødhåret mand, med store barkede næver og lårtykke arme. Han var vejrbidt af arbejdet i skoven og en god og elskelig mand. Han sad længe og betragtede med ufattelig  stor  taknemlighed sin lille familie. Skovhuggerkonen kikkede på ham og rakte med kærlige øjne den lille op til ham. Han svøbte den nyfødte i et blødt lammeskind. Den lille blev næsten væk mellem skovhuggerens store hænder.  Med langsomme, højtidelige skridt gik han udenfor med den dyrebare lille bylt.

Det var sort, sort nat. Stjernerne tindrede, og månen lyste fuld og rund. Sneen knagede under hans tunge skindstøvler.

 

Så tog han sin søn – sin førstefødte – nøjagtig på samme måde, som hans egen far engang havde gjort, og løftede den lille op med ansigtet vendt mod Nordstjernen. Med sin dybe i dag lidt dirrende stemme sagde han:

”Alfader – Alfader Odin - tag vel imod denne søn – min søn.”

Som han stod der med sin søn, skar et stjerneskud sig gennem mørket og trak en lysstribe helt ned til jorden. - Hvad mon det betød? - Skovhuggeren kikkede omkring sig. Men da der ikke skete mere, rystede let han på hovedet og gik ind igen..."

This site was designed with the
.com
website builder. Create your website today.
Start Now